Karneval er en folkelig fest, som især var udbredt i det førindustrielle Europa. Ordet karneval stammer fra det latinske carne-vale, ”farvel kød”, i henvisning til den kristne fasteperiodes forbud mod bl.a. kødspisning og kønsliv. En henvisning til det samme er ordet ”fastelavn” - aftenen før faste. Det europæiske karneval har sin baggrund i middelalderkirkens faste 40 dage før påske. Denne fastepraksis blev fremtvunget af eremit- og munkevæsenet, med dets stærke behov for at sætte skel mellem det hellige og det verdslige. Fasteperioden skulle være en åndelig og kropslig renselse og forberedelse før påskehøjtiden. Men i udskillelsen af en selvstændig fasteperiode lå selve kimen til dens modsætning: en ventil for udskejelser inden afholdsperioden startede. I Norden indskrænkede man sig til en uges fastelavn, men i Italien begyndte karnevalsperioden allerede i slutningen af december eller i januar, og fortsatte med stigende styrke frem til fasten. Fastetidens magre diæt og forestillinger om seksuel urenhed (herunder menstruerende kvinders urenhed) gjorde, at karnevalet blev selve indbegrebet af overdådighed hvad angår mad og kropslig udfoldelse. Ikke for ingenting blev grisen og hanen karnevalets vigtigste dyresymboler, men alle typer af lokale symboler på det frodige og frugtbare blev med tiden knyttet til karnevalsfejringen. Karneval og fastelavn er udtryk for den sociale rytme, som findes i alle førindustrielle samfund: regelmæssig vekslen mellem arbejdsperioder og perioder med fest og højtid, nøje knyttet til årstiderne, til de religiøse helligdage og til markeringen af menneskets overgang fra barn til voksen, fra ugift til gift osv. Det er almindeligt at antage, at det først er i moderne tid, at virkelig ”fritid” er opstået, men alt tyder på, at folk tidligere til gengæld har brugt meget mere tid og kræfter på fest og højtid, end det den kapitalistiske samfundsform giver plads til. Et klart eksempel på dette er karnevalet. I det europæiske karnevals ”klassiske” periode (ca. 1500-1750) minder karnevalet således om en ”happening” eller et spontant teater i stor skala: alle folk i landsbyen eller bydelen indgik i flere roller som planlæggere, arrangører, udøvere og tilskuere ved en række forskellige aktiviteter. I dette mylder af børn og gamle, rige og fattige, hunde, katte og rotter, udspandt der sig en sydende, sanselig folkelighed. Historikere mener desuden, at nogle af de ældste karnevalstraditioner fra middelalderen hang sammen med indlemmelsen af ungdommen i samfundet, især de snart gifteklare unge mænd. Disse fik nogle dage eller uger hvert år lov til at komme med deres ”sidste spræl”, inden de trådte ind i den ansvarlige familiefars rolle.