Hvornår og især hvorfor prikkerne, på spansk ”lunares” (lunar = vedr. månen, også med betydningen [skønheds]plet) bliver så stærkt fremherskende i flamenco-tøjet er svært at gennemskue; men der er muligvis nogle konkrete og nærliggende forklaringer på fænomenet, som f.eks. at månen er et vigtigt symbol i mange religioner og i flamenco-poesien. Man skal imidlertid huske på, at flamenco-dansen i sin oprindelige form ikke har haft egentlige kostumer, da den blev udført under private former og ikke var beregnet på optræden. Kostumerne kom langsomt ind i billedet, da flamencoen så småt begyndte at blive professionel, d.v.s. fra midten af 1800-tallet og frem. De optrædende skulle være pænt og passende klædt, og kvinderne pyntede sig med sjaler, blomster, pyntekamme og andet tilbehør afhængigt af mode og økonomisk formåen. Denne tendens er holdt ved eller blevet forstærket i forskellige perioder, og blev bragt med ind i vor tids tablao-flamenco, ofte i overdrevne former, der skulle fremstå som "typiske" for flamenco-udtrykket. Fyrigt, farverigt og temperamentsfuldt. Hvad angår nutidens flamencodragt, er påvirkningen fra dagligtøjet klar nok: Andalusien har været et velstående og luksus-elskende samfund, men ikke kun dét. For de store masser i byerne og på landet har der været lange perioder med armod og mangel på stort set alt. Folk har gået med det tøj, der var tilgængeligt, og også det har smittet af på flamenco-dragten: Nederdele med mange lag eller med skørter under, som kunne skiftes ud eller vaskes efterhånden som behovet og muligheden opstod. De mange lag var et effektivt værn mod både varme og kulde. Tøjet var som regel i simple farver med mere livlige indslag i stærke farver og altså med prikker - dét, der især anses for at være det typiske sigøjner-islæt - længde og snit afhængigt af de økonomiske muligheder og af tidens mode. Det gælder således for flamenco-dragten, at man ikke præcist kan pege på, hvorfra "den klassiske andalusiske dragt" stammer. Der er dog også for klædedragtens vedkommende en række tegn og signaler, der indikerer påvirkninger fra mange steder og over lange perioder. Den teori, der rækker længst bagud, går på en meget direkte påvirkning fra den såkaldte minoiske kulturkreds på Kreta omkr. år 3000 f.kr. På datidige malerier er kvinderne afbildet iført lange nederdele med flæser, ligesom de har håret samlet og pyntet med blomster. Forbindelsen til Sydspanien er således knyttet i kulturens glansperiode i den mellem-minoiske tid ca. år 2200-1500 f.kr., hvor kretenserne befæstede et stærkt søherredømme i Middelhavet, også rent handelsmæssigt. Som et yderligere bevis for denne teori henvises der til den minoiske kulturs forkærlighed for tyrekampe og tyrekult: billeder af atletiske ynglinge, der laver kunstfærdige spring henover tyrenes rygge, optræder jævnligt i den minoiske kunst. Uanset om man tror på denne teori eller ej, så peger forskellige kulturhistorikere på det paradoksale i, at den andalusiske flæsedragt både er den mest oprindelige og stilrene og på samme tid den mest moderne blandt de spanske regional-dragter. De peger på en forklaring i den stadige påvirkning og udvikling, dragten har gennemgået i de sidste århundreder, hvor den har været under indflydelse af mange udefra kommende modetendenser og dragtskikke, som er blevet inkorporeret, når de kunne indpasses i den eksisterende stil og tradition. Dette til forskel fra mange andre egnsdragter, der næsten ikke har forandret sig gennem lang tid, på linje med folke- og egnsdragter i Danmark.