gastronomisk event på Girol
Mandag den 13. februar 2012 afholdte COMUNICA en gastronomisk event i samarbejde med restaurant Girol. Girol er en lækker familieejet gourmet-restaurant, som ligger tæt på togstationen i Los Boliches. Til arrangementet fik gæsterne forklaret forskellig baggrundsviden om traditionen bag retterne og deres navne. Før hver ret præsenterede COMUNICAs medarbejdere, hvad deltagerne skulle smage på. Desuden kunne man smage to slags tørrede skinker: serrano og ibérico. Her blev der også forklaret lidt om, hvorfor disse to skinker smager så forskelligt.
Mellem forretterne og hovedretten havde vi et lille sprogindslag, hvor deltagerne blev inddraget i oplægget. Deltagerne blev spurgt, hvordan man siger forskellige ting på en restaurant på spansk. Derudover lærte de lidt om, hvorfor det hedder una caña, når man bestiller øl, hvad vino tinto egentlig betyder og historien bag, hvorfor det hedder en tapa.
Til sidst var der også en lille konkurrence, hvor deltagerne skulle svare på forskellige spørgsmål der var relateret til noget af det, de havde hørt eftermiddagen igennem. De fleste af deltagerne svarede rigtigt på det hele, og i den forbindelse blev Kaj Munch udtrukket som vinder. Han vinder to flasker COMUNICA -vin og to gratis undervisningslektioner hos COMUNICA. Vi ønsker vinderen tillykke!
Arrangementet var en succes og deltagerne virkede rigtig glade for maden, den rare betjening fra familien bag restaurant Girol samt de oplæg, der blev holdt i løbet af eftermiddagen.
Deltagerne lytter opmærksomt
Et udpluk af deltagernes kommentarer til eventet:
"Det har været meget interessant og inspirerende. Pigerne var utrolig søde til at forklare og beskrive."
"Meget vellykket arrangement. God mad og vine. Fantastisk sammensat."
"En hyggelig måde at lære nye gloser på, derudover dejlig mad."
"Glimrende idé at gøre det hverdagsagtigt og relatere det til, hvad vi der bor her har brug for."
"Jeg synes det har været alletiders event. Det har været hyggeligt, dejligt, belærende og pigerne har været utrolig dygtige og søde."
"Meget hyggeligt, dejlig dejlig mad, god info, flotte omgivelser."

Forret: Ensalada de pimientos, berenjenas asadas y emulsión de atún/ Salat med peberfrugter, stegte auberginer og tun

Forret: Porra Antequerana/ Cremet tomatsuppe

Hovedret: Paella de verduras y presa de cerdo ibérico/ Paella med grøntsager og iberisk svinekød

Dessert: Leche frita casera, Pestiños/ Husets "stegte mælk", Pandekager med honning